Vi lever i en utrolig travl og kompleks verden og det betyder at vores hjerne sjældent holder fri, den kører på højtryk mens vi forsøger at hjælpe den på vej ved at ”leve med” den stress det ofte medfører. Måske er du lige gået på ferie eller også er du godt i gang med din ferie allerede, og hvis du er som de fleste, har du svært ved at komme ned i gear og bare give dig 100 procent hen til din forestående ferie!?
Jeg vil gerne give dig et par gode tip til hvordan du får en nærværende, glad og stressfri ferie.
Brug ferien på at lave et par af nedenstående ”mentale” fitnessøvelser, vælg de øvelser som passer bedst til dig!
1) Fokuser og tag kontrol; Gør dit bedste for at løse de ting som ikke kan vente på arbejdet, og beslut dig for, at nu har du ferie og derfor kan mail, telefonbeskeder, linkdin o lign. vente til du er tilbage på pinden igen. Kan de ikke det, så sæt et fast tidsinterval af om ugen fx hver mandag fra 10-12 hvor du løser disse opgaver. Gør gerne det samme med andre medier som fx Facebook, Twitter, Google+ osv. På den måde får du koblet hjernen fra og stresset af, ved at fokuserer på det der står for døren lige nu, nemlig ferien og opladning af dine personlige energireserver.
2) Slap af; Lyder det lettere sagt end gjort? Ja måske, men gør det alligevel! Forskning viser at det at være mindful virker stressnedsættende ved at virke beroligende på hjernen og sindet. Du ved helt sikkert selv hvad der normalt virker afstressende for dig, så indled ferien med det der virker for dig, hvad enten det er en gåtur i smukke omgivelser, meditation, yoga eller hvad det nu kan være.
3) Tænk positive tanker; Hvis du vil have en glad ferie så øv dig i at vende negative tanker og udsagn til mere positive udtryk, hvis du er som de fleste andre danskere, så har du nok tendens til at komme med udsagn som ”puha hvor er det varmt i dag, man kan jo næsten ikke være nogen steder” prøv i stedet med et positivt udsagn som ”Gud hvor er det dog skønt at solen skinner og at vi endelig kan få bikinien på”
4) Sørg for at grine; Som de fleste er du helt sikkert bekendt med hvordan et godt grin virker befriende, og får os til at føle os veltilpasse og glade. Studier viser da også at latter, dels nedsætter følelsen af stress og dels sænker latteren faktisk mængden af stresshormoner i blodet. Du slår altså to fluer med et smæk – og den positive effekt opnås faktisk også selvom du bare tænker på noget sjovt.
5) Brug dine personlige styrker på en ny måde; De fleste ved nogenlunde hvad de er rigtig gode til, hvis du ikke ved det, så tænk lidt over det nu hvor du har ferie! Nogle af dine styrker er måske kærlighed, vedholdenhed, nysgerrighed, venlighed eller måske er humor og mod, som er nogle af mine top styrker, også nogle af dine!? Jeg bruger humor meget i min måde at kommunikere med mennesker på inklusiv i mit job og overfor mine venner og familie og på min ferie for nylig besluttede jeg at udvikle humor og mod på en ny sjov måde. Jeg tog en vandpistol med ned til poolen og sprøjtede ”kærligt” på tilfældige forbipasserende – det kræver faktisk mod og det gav anledning megen positiv energi og en masse gode ægte grin.
6) Vær sammen med dine yndlingsmennesker; Nærvær med gode venner, familie osv. kan være svært at presse ind i en travl hverdag, men prioriter det alligevel, og her er ferien jo et oplagt sted at starte. Socialt samvær og samhørighed med dine nære, er en vigtig ingrediens i opskriften på glæde og det er samtidig god hjernegymnastik i kampen mod stress.
7) Udvis taknemmelighed; Reflekter over de ting du værdsætter i livet og i din hverdag, både i og udenfor arbejdet. Fokuser gerne på en bestemt person som har betydet eller betyder noget særligt for dig og som har haft indflydelse på noget positivt du har opnået i dit liv. Forskningen viser at når vi aktivt og bevidst udviser taknemmelighed bliver vi glade mennesker og effekten varer ved. Hvis du er rigtig modig, så fortæl din gamle ven, bedstemor eller ægtefælle at du værdsætter dem og for hvad! Ellers skriv din egen lille dagbog, hvor du minder dig selv om dine betydningsfulde mennesker.
8) Brug din krop aktivt – motionér; Find rulleskøjterne eller cyklen frem og kom af sted. Løb eller snup en power walk ved stranden eller i skoven – Eller måske er du ude at rejse og så er det jo oplagt med en 100 meter i poolen, ja mulighederne er mange! Gevinsten af daglig motion, er mindre stress, bedre søvn og selvtillid og større glæde, blandt andet fordi din hjerne udskiller ”feel-good” hormoner (endorfiner)
Med disse råd ønsker jeg dig en god eller en fortsat god ferie – og husk disse ferietips virker også i hverdagen når ferien er veloverstået. Forskningen har faktisk vist, at ikke nok med at de virker stressreducerende, så virker de også forbyggende fordi, når du følger disse leveråd, bliver din hjerne og din krop meget mere veltilpas og glad, og meget mere robust overfor netop udfordringer som fx stress.
Glade sommerhilsner fra mig
Tanja Staal Wegner – Fokus i livet
Referencer:
Fernandez, A., Goldberg, E. with Michelon P. (2013) The Sharpbrains – Guide to Brain Fitness. How to Optimize Brain Health and Perfomance at any age.
Frederickson, B. L. (2010). Positivitet – kilder til vækst I livet. København: Dansk Psykologisk forlag.
Niemiec, R. M. (2013). Mindfulness and character strengths: A practical guide to flourishing. Cambridge: Hogrefe.






Følg Fokus i livet!