Del hverdagens lyksaligheder frem for, at fokusere på dagens dårlige nyheder

Posted on 19 nov, 2013

images

Ønsker du større tilfredshed og glæde i livet?

 – Så del hverdagens lyksaligheder frem for, at fokusere på dagens dårlige nyheder.

 

Når de positive følelser bliver væk!

 Vi har masser af positive oplevelser hver eneste dag, faktisk har vi ca. tre gange så mange positive oplevelser, end vi har negative, vi er bare ikke altid lige gode til, at udnytte dem. Hvor tit står du f.eks. ikke op og tænker ”wow dagen i dag bliver fantastisk” – det gør du måske flere gange om ugen eller næsten dagligt, specielt når du har fået en god nats søvn, spist din yndlings morgenmad, løbet en morgentur eller lign. Men så sker der noget! Dit barn vil ikke have det tøj på du har lagt frem, hunden tisser på gulvet, din partner eller kollega er morgensur og vrisser lidt, og så kører rouletten. Lyder det bekendt? Og kender du følelsen af, at nu er dagen knap så fantastisk mere?

Du er ikke alene! Ifølge forskningen skal der faktiske ikke mere end én lille konflikt, et par hårde ord eller en dårlig nyhed til for, at ødelægge en ellers god dag. Men hvad er det, der forhindre os i, at udnytte den positive energi, der ligger i alle hverdagens gode oplevelser? Ifølge forskningen, skyldes det to ting: 1. At hjernen har en medfødt (genetisk) tendens til dels, at huske og dels til, at fokusere mere, på de negative oplevelser vi er en del af, og 2. Vi vænner os til de gode ting i livet, over tid, og får derfor, ikke den samme positive følelsesmæssige gevinst af hverdagens positive oplevelser – dvs. det lykke-boost vi normalt ville opnå, og sætte pris på, når vi spiser vores yndlings morgenmad, ebber altså ud.

 

Hvad kan vi gøre for kontinuerligt, at høste frugten af vores positive oplevelser?

Hvis vi vil udnytte afkastet af vores positive oplevelser, så vi opnår mere energi og glæde i hverdagen (og i livet generelt), viser forskningen, at vi skal dele vores gode nyheder og oplevelser med andre! Flere studier viser, at når vi fortæller andre om vores positive oplevelser, bliver vi meget mere tilfredse med livet, vi oplever mere glæde og får mere energi og mod på livet. Og hvor vil jeg så hen med det? Er min agenda nu, at få alle jer til, at rende rundt og fortælle jeres partner, tætte kollegaer og venner, om jeres succeser og alt det gode i oplever i hverdagen? Ja helt klart!

Effekten af kontinuerligt at træne vores hjerne til, at fokusere på alt det der går godt i vores hverdag, samt vælge det gode budskab og den gode dialog med de mennesker vi er tæt på, kommer til udtryk, som positive, energigivende følelser lige her og nu. Positivitetseffekten er dog potentielt også langtidsvirkende, såfremt vi formår, at holde det positive fokus i hævd, over tid, og ikke mindst, hvis vi spreder vores gode nyheder. Når vi deler dagens positive højdepunkter med andre, vil effekten samtidig kunne opleves, som en større tilfredshed med livet generelt.

 

Dine gode nyheder gør verden et bedre sted at være, og gør os alle sammen gladere

Så det er bare ud af busken! Pludselig er din personlige lykke og livsglæde ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt du formår, at tænke positivt (hjælp til selvhjælp), det afhænger også af dine valg, dit samspil med andre, og dit ansvar for dine omgivelser. Så find dine altruistiske værdier frem – del dine gode nyheder nu, i morgen og i fremtiden og smit din omverden med tillid, nærhed, energi, inspiration, positivitet og livsglæde. Du kan jo starte med, at dele denne positive nyhedspost.

 

De bedste hilsner

Tanja Staal Wegner

 

Referencer

Baumeister, Roy F, Bratslavsky, E., Finkenauer, C., Vohs, K. D. (2001). Bad is stronger than good.

 

Frederickson, B. L. (2010). Positivitet – kilder til vækst I livet. København: Dansk Psykologisk forlag.

 

Gable, S., Shelly L. & Haidt, J. (2005). What (and why) is positive psychology?

 

Lambert, N. M., Gwinn, A. M., Baumeister, R. F., Fincham, F. D., Gable, S. L., Strachman, A., & Washburn, I. J. (2013). A boost of positive affect: The perks of sharing positive experiences and grateful experiences.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


Modtag mit nyhedsbrev

Du modtager en bekræftelsesmail om lidt.